At leve med OCD – Mine erfaringer og refleksioner

Trigger-advarsel:

Dette indlæg indeholder personlige beskrivelser af OCD, tvangstanker og -handlinger samt autistisk udbrændthed. Det kan være triggende for personer med lignende erfaringer.

OCD handler ikke om at “være lidt perfektionistisk” eller “kunne lide orden”. Det er en psykisk lidelse, der føles meget styrende og udmattende, og som ofte er drevet af angst og/eller et stærkt behov for kontrol og sikkerhed.

Mine udfordringer med OCD

For mig handler OCD om at være konstant bekymret for at lugte af noget, jeg ikke kan acceptere. Jeg ved, det lyder mærkeligt, men det føles meget virkelig. Jeg kan for eksempel ikke holde tanken om at sidde ved et bål, fordi jeg er bange for at komme til at lugte af røg. Det samme gælder for fisk eller andre ting, der har en stærk lugt. Hvis jeg kommer til at lugte af noget, der føles “forkert”, så skal jeg igennem et vaskeritual – det bliver nærmest en nødvendighed for at få ro i hovedet. Det er som om, lugten hænger ved mig og fylder mig med en følelse af ubehag, indtil jeg kan få renset det væk.

Hvordan jeg udviklede OCD

For mig begyndte OCD at udvikle sig efter mange år med stress fra skolen, hvor jeg ikke blev forstået på grund af min autisme. Denne misforståelse og det konstante pres førte til, at jeg blev autistisk udbrændt – jeg fik en burnout. Samtidig udviklede jeg OCD. Jeg begyndte at føle, at jeg måtte udføre ritualer for at undgå bekymringen og frygten, som fulgte med mine daglige tanker og opfattelser.

Efter at have været igennem en lang periode med stress, blev jeg udredt for både autisme og OCD. Jeg fik diagnosen atypisk autisme, som jeg i starten nægtede at acceptere. Jeg kunne ikke se mig selv som autist, men efter en hel del research (noget der er ret typisk for mig som autist) blev jeg overbevist om, at jeg faktisk er autist.

Hvordan jeg har fået det bedre

Efter lidt over to år med OCD har jeg nu det meget bedre. OCD er stadig en del af mit liv, men det er slet ikke på samme niveau som tidligere.

Eksponeringsterapi har ikke virket for mig som autist. Jeg har haft svært ved at håndtere det, og det føltes ikke naturligt at konfrontere mine bekymringer på den måde. I stedet har jeg fundet, at det at få ro og tid har været det, der virkelig har hjulpet mig med at få det bedre. Det betyder dog ikke, at eksponeringsterapi ikke kan hjælpe andre – jeg ved, at det kan være en effektiv metode for mange, men det var bare ikke den rette tilgang for mig.